Praktiske informationer
Lystrupløbet er formentlig Danmarks ældste motionsløb og afvikles i denne sæson for 66. gang.
Løbet afvikles over fem søndage i perioden november til marts (2. søndag i måneden). Løbet er vældig hyggeligt, og mange familier deltager med deres børn.
Ruten er naturskøn og forholdsvis kuperet. Den kan byde på forskellige udfordringer, da løbsserien ligger på dette tidspunkt af året. Der kan være tørre stier, regnvåde stier, snedækkede stier eller spejlglatte isbelagte stier.
Løbene afvikles på en 3 km. rundstrækning i Lystrup Skov, der er beliggende ved Slangerup. Start og mål er på P-pladsen for enden af Skovfogedvej i den nordlige ende af skoven. Tilkørsel fra vejen mellem Gørløse og Uvelse.
Præmier på højkant
Vi har lodtrækningspræmier ved hvert løb, hvor blandt andet sponsorer har doneret præmier, og alle deltagere har lige store vinderchancer uanset løbstider.
Efter afslutningen af det 5. løb er der præmiering af de tre bedste løbere i hver gruppe.
Man skal løbe tre ud af fem løb for at være med i dysten om løbspræmier. Placeringerne fra de tre bedste løb lægges sammen, og løberen med den laveste sammenlagte pointsum vinder.